
Jagt- og Skovdag i Fladbro
Lørdag d. 10. oktober, kl. 10.00–14.00
Kom med til en spændende dag for hele familien, når Naturcenteret flytter ud i Fladbro Skov. En dag fyldt med jagt- og skovaktiviteter formidlet af Danmarks Jægerforbund ved Kronjyllands Jagtforening, Natur & Ungdom, Randers og Randers kommunes naturvejledere.
Kronjyllands Jagtforening står på dagen for en del jagtlige aktiviteter. Blandt andet kan du prøve/møde/se:
- Jagtmad på bål, tilberedes sammen med jægere.
- Bueskydning med rigtig bue og pil.
- Undersøge den spændende jagtsti.
- Se de dygtige jagthunde arbejde på forskellig vis.
Natur og Ungdom Randers inviterer børnefamilier til at gå på opdagelse i skovens hemmelige liv.
Under temaet ”Træernes hemmelige liv” kan familierne finde dyr i træerne, undersøge årringe, kramme træer og deltage i bladbingo og blad-memory.
Der bliver også mulighed for at lede efter edderkopper i skovbunden som en del af den landsdækkende videnskabelige undersøgelse Edder-Cup'en, hvis vejret egner sig til det.
Randers Naturcenter byder op til hyggelig og afslappende træsnitning i frisk træ, hvor der er nye designs med. Man kan f.eks. snitte lys til at pynte op med i den kommende mørketid, men din egen fantasi kan også sættes i spil, for det er afslappende og dejligt at snitte i skoven.
Du kan også lave sjove spillebrikker ud af kastanjer og hvis sulten melder sig bages skovsnegle på bål.
Mødested: Fladbro Skov, ved Skovhuset og Rævehulen, Fladbrovej 134, 8920 Randers NV